Basmundharpe

Basmundharpe

I et band hører der som regel en bas med, hvad var jazzbandet uden kontrabassen eller rockbandet uden el-bassen?

Præsentation af basharpen

Det må så også siges at gælde et mundharmonikaband. Til dem hører der så den såkaldte basmundharpe, som du kan se blive betjent på billedet. Ja, den er lang og stor, for når det er dybe toner, der skal spilles, så skal metaltungerne inden i den også være store. Til med vil man jo gerne i sammenspilssammenhæng have, at den skal kunne spille i alle tonearter - ikke så sært at den er stor.

Der er ikke nogen fast standard, billedet må ses som eksempel.

Hvad basmundharpen kræver

Fælles er, at de ligger dybt i tonelejet, de lave registre til venstre på klaverets tangenter, og de har den samme opgave i harmonikabandet som andre basinstrumenter har i deres sammenhænge - kontrabas, el-bas, tuba, fagot, bas-klarinet o. l. - at de lægger en bund med en bas. Derfor skal udøveren af denne mundharpe også lære at spille enkelttoner, det er endda også lettere på denne end de gængse melodiharper, for hullerne er større. Så skal der læres at lave vekselbas, basløb ved akkordskift, gående bas, boogie woogie bas og alt hvad udøvere af basinstrumenter nu skal lære.

Notation for basmundharpen

F-nøglen

Her kan det godt noteres ned i mundharpetablatur, der skal så bare angives på det, hvad type basharpe det er. Når det skrives ned på noder, må man anvende den såkaldte f-nøgle, som bruges til at notere venstre hånd på klaveret og dybtliggende instrumenter. 

Der kan også anvendes becifringstegn, bogstavangivelser af akkorder, det gør man med mange andre basinstrumenter, så skal der læres, hvordan man vælger bastoner ud fra disse.

Det er ikke lige den allerbilligste mundharpe der findes, den der vil være udøver af den må være beredt på en udskrivning. De anvendes så også næsten kun til mundharpebands, men folkesangerne Gordon Lightfoot og Paul Simon har da på nogle af deres indspilninger anvendt den.

Swing it, mr. Bassman!

Akkordmundharper

Akkordmundharpe

Akkordmundharper fås i mange former og størrelser, der er ikke nogen standard. Billedet må ses som et eksempel.
Fælles for dem er, at de ikke kun blæser enkelttoner i et hul, de blæser en hel harmoni i en gruppe af huller, eller som man vil kalde det, en akkord.

Om harmoni

Harmoni betyder samklang, og da mundharmonikaen er et udpræget melodiinstrument, så er det en side af musikken, som harpister ikke er kommet i dybden med. Det kan så anbefales, når man skal spille ledsaget af et akkordinstrument som keyboard eller guitar. Nu er der harpister, der spiller andre instrumenter end mundharpe, ofte guitar, så får de det med harmoni ind den vej.
En harmoni består af minimalt tre toner, basalt en treklang. Nogen toner klinger godt sammen, andre gør ikke, men i den basale treklang er der sat tre toner sammen, der klinger godt sammen. Det er de minimalt tre toner, der blæses på en gang på denne type mundharpe.
Den basale treklang er det, som udøvere af akkordinstrumenter starter med, senere kommer der så mere raffinerede akkorder til, firklange, endda femklange og seksklange.

Hvilken akkordharpe skal jeg vælge?

Så godt som alle akkordmundharper har de basale treklange og den almindeligste firklang, -7-akkorderne, i de almindeligste tonearter. Vil du have en i alle tonearterne? Vil du også kunne spille de raffinerede akkorder?
Akkordmundharper, der kan det, er længere og dyrere. Jo mere den kan, jo længere og dyrere bliver den. Her skal du gøre dig klart, hvad du vil bruge den til. De bruges oftest (eller næsten kun) i et mundharpeband som akkordinstrumentet bag den mundharpe - ofte en kromatisk - der spiller melodien. Så det er måske fordi du vil starte et sådant band, at du vil skaffe den?
Så skal du gennemtænke, hvad I regner med jeres repertoire vil bestå af. Mange folkelige melodier kan spilles på tre akkorder alene og med de gængse treklange. Vil I overvejende spille det, så kan du slippe forholdsvis billigt fra dit køb af akkordharpe. Så snart I har større ambitioner, så må kravet til akkordharpen også blive større. Bare I vil spille melodier fra The All American Songbook, som man kalder melodier af de klassiske populærkomponister fra USA's gyldne musikalske tid, kræver det nogle "krydrede" akkorder. Vil I spille jazz og klassisk omarrangeret for mundharpeband, så kræver det virkelig noget, også helst at alle tonearter er med. Ja, det gør det dyrere, og dit instrument bliver tungere at håndtere. Hvad det sidste angår, så gør øvelse som bekendt mester. Hvad det første angår, det må du spørge dit privatbudget om.

Kom i gang med akkordharpen.

Men du har så købt en og skal nu finde ud af den?
Akkorderne spilles efter det såkaldte becifringssystem, den angivelse af akkorden med et bogstav, sommetider tilføjet tal og andre tegn, som keyboardspillere og især guitarister bruger. Du skal så lære, hvor de akkorder ligger på din akkordharpe, så når der står C over melodiens noder, så blæser du den gruppe af huller, hvor C-akkorden ligger.
Nu hører akkorder sammen i "familier" alt efter hvad toneart de hører til. Når melodien er i C-dur og det er en enkel melodi med tre akkorder, så er det C, F og G, den sidste oftest som G7. Nu er akkorderne på denne type mundharpe anbragt ved siden af hinanden i et system, der minder om venstrehåndsknapperne på en trækharmonika. Derfor vil det heller ikke være fysisk svært, når du først har lært en tonearts placering og at blæse til melodier i den, at finde fidusen til de andre tonearter. Det vil være de samme bevægelser, bare forskellige steder på harpen.
Øv dig også i at finde akkorderne efter gehør, det vil gøre det meget lettere at følge med. Start med to-akkordmelodier, start på C og bliv ved indtil det lyder mærkeligt, skift så til G og bliv på den indtil det lyder mærkeligt. Nu er problemet, at du ikke kan synge til som du kan ved andre akkordinstrumenter, men hvis du har nogle melodier på din computer som midi-filer, så brug dem.
Øv også at blæse i forskellige rytmer. Alt efter hvad Jeres band spiller, så skal akkorderne ikke bare være et blæs på hvert taktslag hver gang, selv om det nok er det du starter med, når du skal lære akkorderne placering på dyret. Øv hvordan du kan lave jazzrytmer, latinrytmer og meget andet.

Fordelen ved at kunne spille klaver

Professionelt uddannede musikere eller andre former for professionelle musikmennesker (dirigenter, arrangører, kompnister osv.) har haft obligatorisk klaverspil i deres uddannelse. Det er ikke uden grund, også amatørmusikere og semi-professionelle har god grund til at overveje at lære klaver i et vist omfang, et større omfang om det skal være bi-instrument eller måske hovedinstrument, men et mindstemål som de professionelle.

Årsagen til klaverets position i vores musikliv

Klaveret er det eneste instrument, der dækker hele det toneområde, der er til rådighed i vestlig musik.

• Disse toner ligger spredt ud i en overskuelig række på klaviaturet.
• Forskellen på stamtoner og afledte toner er synlig, da det er henholdsvis de hvide og sorte tangenter, se Tonesystemet.
• Hver tone er kun ét sted på klaviaturet.

Derfor bruges det også, når der skal komponeres eller arrangeres for bands og større orkestre, for alle instrumenters toneområde er på klaviaturet. Komponisten/arrangøren skal bare vide, hvor hvert instruments toneområde ligger.
Derfor bruges det også ved korsang, når der skal arrangeres for kor ligger hver type af menneskestemme også inden for klaverets store omfang, arrangøren skal bare kende dette omfang og når tonerne skal angives for korsangerne er de lette at finde og høre på klaveret.

Gavnligheden for mundharpister

Også instrumentalister, herunder mundharpister, kan have glæde af at kunne klaverspil i et vist omfang. Så skal man nok få lært noder og skalaer.
Der skelnes ofte mellem akkordinstrumenter, melodiinstrumenter og basinstrumenter. Klaveret giver den fordel, at her lærer man det hele:

1. At spille en melodi og improvisere over den.
2. At spille akkorder og sætte dem sammen, ledsage sang og melodiinstrumenter.
3. At lave en basgang som underlægning til det hele.

Melodi- og nodekendskab.

Melodi på klaveret foregår efter noder, det kan være gavnligt for mundharpister, især hvis man spiller kromatisk mundharpe. På klaveret får du dem lært, og du får en oversigt over tonesystemet, som kan være en stor hjælp. Også på diatonisk mundharpe kan det være godt at kende de skalaer, som hver enkelt harpe er baseret på og hvad man spiller i forskellige positioner.  Med klaverspil har du fået et overblik, der måske kan være en hjælp.

Akkordkendskab

Akkorder på klaveret er ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest. Her må man lære, hvad en akkord består af og sætte den sammen efter den viden, når man ser akkordangivelsen. Måske lidt besværligt men på længere sigt en fordel, for så ved man hvad en akkord består af. Det kan også være en fordel, når man spiller et melodiinstrument, især hvis man skal improvisere over en akkordfølge, som man gør i jazz.
Så kan det jo også ske, at du ender med at spille akkordharmonikaen i et mundharpeband. Her er akkorderne angivet på bestemte åbninger med flere toner, men det kan være godt at kende, hvordan de sættes sammen.

Basspil

Dette er måske umiddelbart ikke så relevant for mundharpen. Dog, hvis du i et mundharpeband ender med at spille basmundharpen, så er det godt at du kender til at sætte en basgang sammen til en melodi og at kende f-nøglens nodesystem til de dybe toner.

Så må vi da heller ikke glemme, at hvis du vil lave noder på din computer, så gøres det ofte med et pianokeyboard tilsluttet. Her kommer man ikke uden om det gavnlige i at kende det.

Sidder du nu og tænker, at du vil lære at spille klaver i et vist omfang? De fleste oplysningsforbund har undervisning i det, se deres kataloger eller hjemmesider. Hvis du allerede har lært noder i forbindelse med dit mundharpespil, så er det fint, så kan du noderne for højrehåndens vedkommende på klaveret. Du skal så bare lære hvor de ligger på tangenterne.
Jeg har netop startet en pianoblog

To måder at blæse enkelttoner på

Der er to måder, som man kan blæse en enkelttone på mundharpen, sådan så nabotonerne ikke blæser med. De kræver begge to øvelse. Ingen kan sige, at den ene er sværere end den anden, det er der delte meninger om, det kan også have noget at gøre med vores forskellige mundfysik.
De har så hver deres fordele.

Indsnævring af læberne.

Den ene metode - ofte kaldet pucker i engelsksprogede mundharpelærebøger - går ud på, at man presser læberne sammen og spidser munden, næsten som når man fløjter, bare ikke så snævert. Her må man prøve sig frem. Blæs en tone på mundharpen og hvis en af nabotonerne klinger med, så må du snævre mere ind. Bliv ved med det indtil den ene tone klinger rent og helt alene.
Denne metode bruges for det meste på diatoniske mundharper, da den gør det muligt med den især i blues meget brugte bending teknik, hvor man bøjer en tone nedad med tungen. Øv at spille en enkelttone på denne måde.

Tungeblokering

Den anden metode går ud på, at man bare lader læberne være afslappet og lader tungen blokere de toner, som ikke skal klinge med. Den kræver også øvelse. Du må øve dig og føle dig frem med, hvor den tone, der skal blæses ligger i din mund og så finde ud af at blokere de andre med tungen.
Den bruges for det meste på de kromatiske mundharper. Den gør det muligt at lave flerstemmigt spil på mundharpen, da man så kan fjerne tungeblokeringen på de toner, som gerne må klinger med. Det kan blive toner med en oktavs mellemrum, som lyder godt sammen, her vil det være to huller imellem tonerne, der blokeres.

Konklusion.

Finder du ud af, at den ene af metoderne kan du slet ikke, den anden kan du finde ud af, så er det i orden. Det kan indebære, at du må opgive en del af mundharpeverdenen for en anden, men det betyder ikke total opgivelse. Det kan være, at du så f. eks. skal spille jazz i stedet for blues eller omvendt.
Kan du dem begge to efter noget øvelse, så vil du have flere muligheder på mundharpen end de fleste. En fremragende indføring er Mundharpe for begyndere

Hold takten med din mundharpe

En ting, som mange har svært ved, er at finde ud af det med takten. Det bliver ofte sagt ved sammenspil: hold takten! Ja, det er meget vigtigt, for ellers falder bandets musik fra hinanden. Det er også vigtigt ved solospil, ellers bliver musikken ukendelig. Ved sammenspil er der en, der tæller for, som Paul McCartney gør i starten af Beatles-hittet I Saw Her Standing There. I dag er det blevet almindeligt, at trommeslageren slår takten for med trommestikkerne. Det angiver det tempo der skal holdes. I visse genrer er der instrumenter, som slår takten, f.eks. bassen i et jazzband.

Spiller du alene, må du have takten for dit indre øre, tælle inden i dig selv. Er der passager i noget du spiller, som du har svært ved så du sænker tempoet, så spil hele musikstykket/sangen så langsomt, at det er flydende i ensartet tempo hele vejen og du ikke gør ophold. For begyndere er det ofte ved store tonespring i den melodi der spilles, senere hen kan det være hurtige passager i en solo. Spiller du hele stykket igennem, så sænk tempoet og øv det vanskelige om og om igen.

Metronom

Har du vanskeligt ved takten? Også viderekomne kan have svært ved det, når de skal lære noget med komplicerede rytmer. Spil efter en såkaldt metronom, et lille "ur" der slår takten i et tempo, som brugeren indstiller den til. Følg den nøje, er det steder du ikke kan følge med, så sænk dens tempo. At øve med den kan være en stor hjælp. De kan købes i de fleste musikforretninger, men de findes også i softwareudgaver, TempoPerfect er ganske udmærket.

Er det for kedeligt at spille til den tikken? Så kan du overveje at prøve Band-in-a-box, som spiller ligesom et band i mange forskellige stilarter efter dit valg. Du taster akkorderne ind og vælger stilen - og så har du et virtuelt band. Det er nok sjovere end metronomen, men det koster noget. Du kan hente en gratis demo-version fra programmets hjemmeside, den kan så ikke gemme filer.

Men husk det nu: hold altid takten!

Hvad er hørelære?

Undervisning i hørelære er noget, som bliver tilbudt, dels i folkeoplysningen, dels er det fast punkt på de deciderede musikskoler. Hvad er det dog for noget, bliver jeg ofte spurgt om?
På engelsk hedder det "ear training," der ordret oversat betyder "øretræning." Det er en rammende betegnelse, for man træner øret i at genkende bestemte musikalske elementer. Det skal skelnes fra musikteori, i en nøddeskal kan man sige, at i musikteorien lærer man om de musikalske elementer og deres brug, i hørelæren lærer man at genkende dem med øret. Det er en god hjælp, uanset hvad man spiller, også når man spiller mundharpe.
Groft set består hørelæren af fire elementer:

At kunne genkende intervaller.

Det starter med at man skal genkende intervallerne, de trin der er mellem to toner, og det gælder både når de to toner spilles efter hinanden eller samtidig.
Når vi spille på mundharpen efter gehør  kan intervalgenkendelsen være en stor hjælp. En melodi består af en serie intervaller spillet efter hinanden, så jo bedre du genkender intervallerne jo bedre kan du spille en melodi efter gehør. Det leder til næste element.

Melodigenkendelse.

Det kommer, når eleverne er blevet gode til at genkende intervallerne. Her spiller læreren en melodistump, og så skal eleven kunne gengive den på sit instrument eller med sin stemme. Her er ingen tvivl om, at vil hjælpe med at spille melodien efter gehør på din mundharpe, er det ikke det, en stor del af os har gjort med en mundharpe som barn? Gør vi det ikke, når vi skal lære en ny sang, vi ikke har hørt før? I hørelæren bliver man bare bedre til det.

Rytmegenkendelse.

Hvis en melodi ikke bliver spillet med de rigtige nodeværdier - korte og lange noder (se Rytmelæren) - og retteligt på takten, så kan den snart blive ukendelig, og det kan vælte det hele i en sammenspilssituation. Denne del går ud på, at man hører en rytme slået an, og så gengiver man den selv bagefter med håndklap eller lille rytmeinstrument. Så denne del af hørelæren hører også med til at spille melodien efter gehør.

Harmonigenkendelse.

Her lærer man at genkende akkorder, hvad type det er - i første omgang dur eller mol, efterhånden dim og aug og senere de mere pyntede akkorder  Det er måske ikke så aktuelt for mundharmonika, og dog, også melodiinstrumenter kan have vældig gavn af at genkende akkordfølge og sammenhænge. Her kan du genkende akkorder og dermed efterhånden akkordfølger, og det kan også være en stor hjælp,  hvis du skal spille akkordmundharpe, som bruges i mundharpebands.

Om du efter dette tænker, at du gerne vil have noget hørelære, så er det fint. Du skal bare ikke tro, at du får det hele ved mundharpeundervisning - det gælder det samme som jeg har sagt i forbindelse med musikteori, der skal også være tid til det egentlige formål, at lære at spille.
Men lidt træning af øret sniger sig dog altid ind i forbindelse med undervisning på et musikinstrument, det kommer af sig selv. Vil du have mere hørelære end det, så er der hold på aftenskolerne.
Desuden finder du en glimrende on-line træner i hørelære på Musictheory.net, der også - som navnet siger - lærer noget musikteori. Tjek den ud, hvis du ikke har råd til at gå til hørelære, og også hvis du gerne vil have noget viden om musik.

Guy Forsyth på Tønder Festival

Fra mundharpesynspunkt var den store positive overraskelse ved årets Tønder Festival amerikaneren Guy Forsyth, der spillede både guitar og mundharpe og helt tydeligt havde bluesbaggrund.
Da der lørdag eftermiddag blev fejret Bob Dylans 70 år, leverede han som sit bidrag først fredssangen Masters of War, som blev sunget med elektrisk backing af det til lejligheden samlede husorkester, derefter en forrygende udgave af Subterrenean Homesick Blues, hvor han gengav Dylans egne mundharpesoloer meget naturtro.
Søndag eftermiddag deltog han i Songwriters Circle, hvor flere sangskrivere sidder på scenen og på skift giver prøver på deres kunst. Når nogle af de andre sang en sang, der var lidt bluesy i tonen, spillede han mundharpe til og gjorde det aldeles fremragende. De to af hans sange, som man da fik at høre, var bestemt også gode og var i en karakteristisk bluestone.
Ifølge festivalens program har han base i musikbyen Austin, Texas, men er oprindelig fra Kansas og startede på grund af en stor begejstring for blueslegenden Robert Johnson.
Om han skulle vende tilbage til Tønder Festivalen, så er han bestemt værd at ofre en koncertbillet på for at høre et helt sæt med ham.