onsdag

Nogle eksempler på klassisk musik på mundharpe


Jeg skrev et indlæg om klassisk mundharpe, her er nogle prøver på det.
Phillip Achille ved en Last of the Proms i Royal Albert Hall
Buddy Greene giver nogle prøver i Carnegie Hall, New York, på bl. a. Bach
Mozarts berømte tyrkiske march for mundharpe og klaver.
Larry Adler spiller Gershwins Rhapsody in Blue.

tirsdag

Klassisk musik på mundharpe

En del føler sig tiltrukket af at spille klassisk musik på mundharpe. Forståeligt nok, det er jo en meget givende genre både at spille og lytte til.

Mangel på klassisk mundharperepertoire

Der er så bare ikke ret meget musik oprindeligt skrevet for mundharpe, det meste er kompositioner for andre instrumenter, omarrangeret for mundharpe. Det sætter så også mundharpisten i den samme situation som guitaristen, mandolinspilleren, harmonikaspilleren etc., det meste repertoire er lånt fra andre instrumenters repertoire. Enkelte nyere komponister har komponeret noget for mundharpe, men problemet er, at det ikke er disse komponisters bedste værker. De har været gode komponister i øvrigt, men hvad de skrev for mundharpe var bestillingsarbejde fra mundharpespillere, og de gjorde det halvhjertet med venstre hånd.

Holdningsændring omkring mundharpen

Nu tror jeg dog, at der er ved at ske en ændring i holdningen. Tidligere foragtede instrumenter kommer til ære og værdighed, og mange har indset, at mundharpen har en melankolsk stemning, der passer til visse kompositioner. I grænseområdet til klassisk, filmmusikken, har man hørt italieneren Ennio Morricone udnytte mundharpen sublimt til det skæbnessvangre hævntema i Sergio Leones westernklassiker Once Upon a Time in the West. Så der kan ske at komme lidt gry i komposition for mundharpe.

Gå bare i gang med mundharmonikaen

Så er der jo også kommet god musik ud af at omarrangere for andre instrumenter. Så gå da endelig på jagt efter hvad der findes. Start med de lette ting som f. eks. Beethovens Niende, korsatsmelodien og tidlige Mozart-ting.
Der er nok ingen tvivl om, at dette kræver en kromatisk mundharpe, da klassiske kompositioner meget ofte har løse fortegn og ofte opløser de faste, det er hvad man kalder skalafremmede toner, se Tonesystemet.
Visse klassiske kompositioner egner sig nok også bedst til to mundharper, evt. mundharpebands eller måske i sammenspil med andre instrumenter.
Gå på opdagelse ved at skrive "klassisk musik mundharpe" i Google.
Se nogle videoeksempler på klassisk mundharpe

torsdag

Den daglige øvelse - for begynderen


Mange farer forskrækket sammen, når jeg siger, at de bør øve hver dag, hvis det skal blive til noget. Rolig, jeg siger ikke det skal være hele dagen! Uanset hvilket musikinstrument, som du vil lære at spille, så er den gyldne regel: lidt hver dag er bedre end meget en gang om ugen. Med andre ord: et kvarter hver dag er bedre end flere timer en gang om ugen.

Den svære start på mundharpe.

Netop et kvarter er nok passende for begynderen, for det er uvante bevægelser og en meget uvant vejrtrækning til mundharmonikaen, som kroppen skal vænne sig til, det tager tid i starten, og det er hårdt at blive ved i lang tid. Ligesom ved sportstræning skal kroppen vænne sig til det gradvist. Efterhånden må mundharpisten øve længere tid dagligt, men ikke i starten. Begynder kroppen at "protestere" i form af småkramper og stakåndethed, så slut for denne dag. Sørg altid for at sidde i afslappet når du øver.

Kroppens tilvænning til et musikinstrument.

Men netop også det, at kroppen må vænne sig til det, det er en af forklaringerne på, hvorfor det er vigtigt med den daglige øvelse. Når du har øvet dig en dag, så "husker" kroppen stillingen og bevægelserne og indretter sig på gøre dem igen, musklerne der bruges antager de rigtige størrelser og lungerne bliver vant til det. Men går der mere end en dag, så "glemmer" kroppen bevægelserne, og de muskler, der bruges, bliver mindre igen.

Fra storhjerne til lillehjerne.

Også hjernen har sin part i det. De ting, som vi skal tænke over at gøre, dem bruger vi storhjernen til, men så har vi lillehjernen til reflekserne, det vi gør som er rutine. Det er da klart, i starten, hvor du lærer at spille mundharpe, så bruger du storhjernen, men jo mere du gør det, jo mere vil det indoptages i lillehjernen. Det sker ved den daglige øvelse. Går der for lang tid, så har lillehjernen glemt det, og så må du igen tage storhjernen i brug.

Så lidt hver dag - bedre end meget en gang om ugen. En fremragende indføring er Mundharpe for begyndere