torsdag

Guy Forsyth på Tønder Festival

Fra mundharpesynspunkt var den store positive overraskelse ved årets Tønder Festival amerikaneren Guy Forsyth, der spillede både guitar og mundharpe og helt tydeligt havde bluesbaggrund.
Da der lørdag eftermiddag blev fejret Bob Dylans 70 år, leverede han som sit bidrag først fredssangen Masters of War, som blev sunget med elektrisk backing af det til lejligheden samlede husorkester, derefter en forrygende udgave af Subterrenean Homesick Blues, hvor han gengav Dylans egne mundharpesoloer meget naturtro.
Søndag eftermiddag deltog han i Songwriters Circle, hvor flere sangskrivere sidder på scenen og på skift giver prøver på deres kunst. Når nogle af de andre sang en sang, der var lidt bluesy i tonen, spillede han mundharpe til og gjorde det aldeles fremragende. De to af hans sange, som man da fik at høre, var bestemt også gode og var i en karakteristisk bluestone.
Ifølge festivalens program har han base i musikbyen Austin, Texas, men er oprindelig fra Kansas og startede på grund af en stor begejstring for blueslegenden Robert Johnson.
Om han skulle vende tilbage til Tønder Festivalen, så er han bestemt værd at ofre en koncertbillet på for at høre et helt sæt med ham.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar