10. februar 2015

Planlagte mundharpekurser på Saxo

Netop nu har Saxo, hvor jeg har fået udgivet nogle e-bøger, åbnet for at man kan udgive kurser on-line. Det har givet mig ideen til at lægge kurser op på denne platform. Foreløbig sidder jeg lige nu og har travlt med mit førstes guitarkursus, men til efteråret kan jeg måske få tid til at få et mundharpekursus op at stå.

Hvorfor Saxo?

Der er flere gode grunde til det:
  • Det er teknisk muligt med flere hjælpemidler der i form af slides, video, lyd og håndteringen af filer er ikke så klodset.
  • Det er en platform som mange kender, om ikke andet så som on-lineboghandel.
  • De kurser, jeg selv har kigget på, er lette at håndtere og overskuelige.

Planlagte mundharpekurser

Det vil så først og fremmest blive et kursus i diatonisk mundharpe, hvor der læres det elementære, hvordan man blæser ind og ud og spiller enkle melodier, så "cross harp" hvor man spiller blues og "bøjer" tonen. Alle vil kunne være med, for det vil ikke forudsætte noget musikkendskab, men det vil blive lært undervejs.
Længere ude i fremtiden kunne det så blive noget om kromatisk mundharpe. Det vil heller ikke blive med krav om forudsætninger, det hele skal nok blive taget op. Som al anden start vil det være med enkle melodier, så ser vi hvor langt jeg kan komme med det.

Jeg håber rigtig mange vil være interesserede. Smid gerne en kommentar til dette indlæg, om du er interesseret.

2. januar 2014

Velkommen til et nyt år med mundharpen


Hvidt fyrværkeri
Så er vi startet på 2014 og jeg håber at I alle må få et rigtigt godt nytår med masser af mundharpespil.
Jeg vil prøve at få noget gang i denne blog igen, men tør ikke rigtig love noget bestemt. Jeg vil nok især prøve at komme begyndere i møde med råd og vejledning. Der er allerede en del indlæg her, der vejleder om køb af mundharpe, mundharpetyper og andre ting, som man står med før man kan starte, men en hjælp til at få startet kunne jo være på sin plads. Som sagt: jeg tør ikke love noget. Der er meget stress på i privaten.
I hvert fald håber jeg vi ses on-line i det nystartede år.
Godt nytår.

27. december 2013

Nytårsspøg: Mundharpevitser

I starten regnede man mundharpen for et underlødigt instrument, det var absolut kun egnet som legetøj. Dem, der dyrkede det seriøst, blev ofte drillet. Her er en prøve på, hvad de blev udsat for.

Hvad er forskellen på et løg og en mundharpe?
- Man græder når man skærer i løget
Hvad kalder man to mundharper på havets bund?
- En god begyndelse
Hvad er forskellen på et anker og en mundharpe?
- Man binder et tov i ankeret inden man kaster det i havet.
Hvad er forskellen på en mundharpe og en motorsav?
- Du kan slukke for motorsaven.
Hvad er en rigtig gentleman?
- En, der kan spille mundharpe, men aldrig gør det.
Hvorfor er mundharpen et guddommeligt instrument?
- Fordi mennesker spiller den, men kun Gud ved hvorfor.
Hvad er ligheden mellem en mundharpe og en bombe?
- I begge tilfælde er det for sent, når man hører lyden.
Hvis man stod med en pistol med kun tre skud og stod overfor Hitler, Mussolini og en mundharpespiller, hvem skød man så først?
- Mundharpespilleren, han får alle tre skud for at være sikker på, at han er død.


Husk, dette var kun en nytårsspøg. Jeg spiller selv mundharpe.