tirsdag

Mundharmonikabands

Fra tid til anden dannes der mundharpebands. De dannes ofte af mundharpespillere, der har fundet sammen om deres fælles interesse.
Den almindeligste sammensætning er trioen, hvor melodien bæres af en helt almindelig mundharpe - det kan være en diatonisk eller kromatisk, det sidste er almindeligst. Resten af trioen er to specielle mundharper - akkordmundharpen og basharpen.

At starte et mundharpeband

Hvis du vil starte en mundharpetrio med et par andre mundharpevenner, så vil det være en indgang til den fornøjelse, som sammenspil med andre musikere altid er, men om du skal være akkordspilleren eller basspilleren, så vær beredt på, at den billige fornøjelse, som mundharpe ellers er, vil blive noget dyr. De to typer mundharper er nemlig dyrere end de ordinære. Selv den kromatiske, der overstiger de diatoniske i pris, er billigere.

De to specielle mundharper

De to mundharmonikatyper præsenteres i særskilte indlæg, men her skal kort siges, at akkordmundharpen er en mundharpe, hvor der kan spilles en hel akkord, en harmoni. Den har den plads i mundharpetrioen, der i andre bands for det meste tilkommer guitar og/eller piano, men også af og til banjo, ukulele, el-orgel mv.
Basharmonikaen er en større mundharpe med dybe toner, der som navnet siger ligger i baslejet, og den spiller bassen ved sammenspil. Med andre ord: den har den plads i mundharpebandet, som i andre bands tilkommer en kontrabas, el-bas, tuba mv.
Har du råd og lyst til det, så gør det. Jeg ville bare forberede dig, så du ikke besvimede ved at se priserne på disse særlige mundharper.

Repertoiret for et mundharpeband

Repertoiret for sådan et specielt band kan være meget varieret. Det er almindeligt med populærmelodier og folkesange, men der findes også klassisk musik omarrangeret for denne besætning. Her kan det ske, at man udvider det til en kvartet med en ekstra melodi-mundharpe, fordi dette repertoire ofte kræver tostemmighed.
Nogle harmonikabands har også lagt sig op ad jazzen, hvor den melodibærende mundharpe derfor også skal improvisere. Det kan være en givende musik at spille, ligesom den klassiske, men så skal du lære improvisation. Nu findes der også godt materiale om det efterhånden.
Som ved al anden sammenspil er reglerne her: hold takten og lyt til hinanden, overdøv ikke hinanden. Husk især, at melodien skal kunne genkendes.
Harmonikabands havde en gylden periode i den tidlige efterkrigstid. Nogle af de populæreste hed Harmonica Rascals og  Harmonicats. De sidste kan du høre på videoklippet hernede med en ragtmemelodi:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar