Du skal ikke vente, at du kommer til at kunne spille efter noder ved at læse denne side. Det læres ikke på en gang - det er som at lære et sprog: man lærer det lidt ad gangen, først nogle enkle ord og sætninger, så udvider man det gradvis.
Først og fremmest håber jeg, at du lærer vores tonesystem at kende og navnene på de enkelte toner. Uanset om du vil lære at spille efter noder eller ej, så er der situationer, hvor det er gavnligt at kende tonenavnene, og hvor de er placeret på forskellige typer mundharper.
Læs afsnittene et ad gangen på denne side og gør en indsats for at få dem ind på lystavlen et ad gangen.
Navnene på enkelttoner skrives med små bogstaver, så de ikke forveksles med akkordnavne - nævnes der nogle akkordnavne, står de med stort.
Vigtige udtryk er understregede første gang de nævnes
Til sidst er der en lille intro til noderne - hvordan melodien skrives på de fem linier. Hvor længe tonerne skal holdes, det afhænger af nodernes udseende, her henviser jeg til Rytmelæren
Grundlæggende for at forstå tonesystemet er navnene på stamtonerne:
Men der er da mere end 7 toner på de fleste instrumenter, også mundharperne? Næste afsnit svarer på den indvending.
To toner med samme navn, der spilles samtidig, klinger godt sammen, så meget så det lyder som én tone, bare ekstra fyldig. Man siger, at der er en oktavs mellemrum mellem de to toner, og en "afsats" af toner kalder man også en oktav.
Det eneste instrument, der har alle de oktaver, som vi råder over i vores vestlige musik, er klaveret.
Hvis du vil vide mere om klaveret, så følg min blog Piano Klaver
Mellem hver af stamtonerne er der en afledt tone, undtagen mellem e-f og h-c. De to undtagelser er vigtige at huske, når du vil finde dem på en kromatisk mundharpe. Tænk på EU's gamle navn, EF og på Hans Christian.
De afledte toners navne er afledte af stamtonernes navne, så sættes der ved # for et -is bag tonenavnet, fis, cis, gis, ais, dis. Når der sættes ♭ for, så sættes der -es bagved, er tonenavnet en vokal, så bare et -s, altså, ces, des, ges, as, es. Undtagelsen er b for h, den tone kaldes af en uransagelig grund b.
Her kan man se, at de afledte toner har to navne. Ulogisk, ja, men det må vi ofte leve med i musikken. Måske kan du nu se, hvorfor du først og fremmest skal lære stamtonernes navne - navnene på de afledte kommer af sig selv, når du kender reglerne for navngivning af de afledte - med b som den skøre undtagelse.
Der er andre nøgler, men til mundharmonikaen behøver du kun at kende den ene, med mindre du vil spille basharmonika. Den snor sig omkring den anden linie fra neden af de fem linier, som nodeskriften består af og angiver, at det er tonen g. Sådan anbringer man stamtonerne på linierne og mellemrummene, i mellemrummet under f er så f, i mellemrummet over er a,, på næste linie er.. hvad tror du?
Her ser du en oversigt over tonerne på linierne og mellemrummene:
Som du ser, så kan der også være en node over den øverste linie og under den nederste, og toner over og under det anbringes på eller mellem de såkaldte hjælpelinier, en lille kort linie over eller under de fem linier.
De angives ved, at der foran tonen skrives et #, der hæver den en halv tone, hvilket på den kromatisk mundharpe vil sige at tappen trykkes ind, det kaldes at der er kryds for. Eller også ved et ♭, der sænker den en halv tone, så siger man, at der er b for.
Det kaldes fortegn. Ofte indledes et nodesystem med, at der vises disse tegn. De slynger sig så om en bestemt tone og angiver derved, at det gælder hele vejen igennem. Det kaldes et fast fortegn. Hvis der f. eks. er et #, der slynger sig om tonen F, så spilles der hele vejen igennem den afledte tone fis i stedet for stamtonen.
Enkelte steder vil komponisten måske have, at der skal spilles et f, så sættes et opløsningstegn ♮ foran tonen, der gælder til næste taktstreg (den lodrette streg, se Rytmelæren). Det samme gælder, hvis der er et såkaldt løst fortegn, f. eks. bare et enkelt sted, hvor den afledte tone af f skal spilles, når der ikke er et fast fortegn for f.
Et enkelt vigtigt tegn mere: en dobbelt lodret streg til sidst i noderne betyder, at dette musikstykke er slut. De enkelt lodrette streger forklares i Rytmelæren.
Men stamtonernes navne og rækkefølge og de afledte toner bør i hvert fald være det, som du først og fremmest lærer her. De kan snart blive gavnlige.
Et godt link til nodelæren: Musikipedia - Nodelære
Først og fremmest håber jeg, at du lærer vores tonesystem at kende og navnene på de enkelte toner. Uanset om du vil lære at spille efter noder eller ej, så er der situationer, hvor det er gavnligt at kende tonenavnene, og hvor de er placeret på forskellige typer mundharper.
Læs afsnittene et ad gangen på denne side og gør en indsats for at få dem ind på lystavlen et ad gangen.
Navnene på enkelttoner skrives med små bogstaver, så de ikke forveksles med akkordnavne - nævnes der nogle akkordnavne, står de med stort.
Vigtige udtryk er understregede første gang de nævnes
Til sidst er der en lille intro til noderne - hvordan melodien skrives på de fem linier. Hvor længe tonerne skal holdes, det afhænger af nodernes udseende, her henviser jeg til Rytmelæren
Stamtonerne.
Vi skelner mellem stamtoner og afledte toner i det vestlige musiksystem.Grundlæggende for at forstå tonesystemet er navnene på stamtonerne:
a - h - c - d - e - f - gHvis du kan alfabetet, så er det nemt at huske, for det er de syv første bogstaver i alfabetet, bortset fra h. På grund af nogle skrivefejl den gang man brugte fjerpen, blev det til h fremfor b, bare ikke i engelsktalende lande, her kaldes den tone for b. Du skal også give højest prioritet til at lære dem, dels navnene, dels deres placeringer, for de afledte toner skal nok komme som smør, når du kan stamtonerne.
Men der er da mere end 7 toner på de fleste instrumenter, også mundharperne? Næste afsnit svarer på den indvending.
Oktaverne.
Dels er der de afledte toner mellem stamtonerne, dels begynder det forfra, når man når til enden - det kan sammenlignes med en trappeopgang: når man er kommet til en afsats, så starter man med et første trin igen.To toner med samme navn, der spilles samtidig, klinger godt sammen, så meget så det lyder som én tone, bare ekstra fyldig. Man siger, at der er en oktavs mellemrum mellem de to toner, og en "afsats" af toner kalder man også en oktav.
Det eneste instrument, der har alle de oktaver, som vi råder over i vores vestlige musik, er klaveret.
Stamtonerne og de afledte toner
Stamtonerne svarer til de hvide tangenter på klaveret, de sorte er de afledte toner.
Mellem hver af stamtonerne er der en afledt tone, undtagen mellem e-f og h-c. De to undtagelser er vigtige at huske, når du vil finde dem på en kromatisk mundharpe. Tænk på EU's gamle navn, EF og på Hans Christian.
De afledte toners navne er afledte af stamtonernes navne, så sættes der ved # for et -is bag tonenavnet, fis, cis, gis, ais, dis. Når der sættes ♭ for, så sættes der -es bagved, er tonenavnet en vokal, så bare et -s, altså, ces, des, ges, as, es. Undtagelsen er b for h, den tone kaldes af en uransagelig grund b.
Her kan man se, at de afledte toner har to navne. Ulogisk, ja, men det må vi ofte leve med i musikken. Måske kan du nu se, hvorfor du først og fremmest skal lære stamtonernes navne - navnene på de afledte kommer af sig selv, når du kender reglerne for navngivning af de afledte - med b som den skøre undtagelse.
At skrive dem på noder.
Som nævnt ovenfor, så er dette en introduktion til grundprincippet. Virkelig indlæring må finde sted i små skridt og daglig øvelse.Stamtonerne
I nodeskriften starter det med en såkaldt G-nøgle. |
| G-nøglen yderst til venstre |
Her ser du en oversigt over tonerne på linierne og mellemrummene:
Som du ser, så kan der også være en node over den øverste linie og under den nederste, og toner over og under det anbringes på eller mellem de såkaldte hjælpelinier, en lille kort linie over eller under de fem linier.
De afledte toner.
Men hvor er de afledte toner henne?De angives ved, at der foran tonen skrives et #, der hæver den en halv tone, hvilket på den kromatisk mundharpe vil sige at tappen trykkes ind, det kaldes at der er kryds for. Eller også ved et ♭, der sænker den en halv tone, så siger man, at der er b for.
Det kaldes fortegn. Ofte indledes et nodesystem med, at der vises disse tegn. De slynger sig så om en bestemt tone og angiver derved, at det gælder hele vejen igennem. Det kaldes et fast fortegn. Hvis der f. eks. er et #, der slynger sig om tonen F, så spilles der hele vejen igennem den afledte tone fis i stedet for stamtonen.
Enkelte steder vil komponisten måske have, at der skal spilles et f, så sættes et opløsningstegn ♮ foran tonen, der gælder til næste taktstreg (den lodrette streg, se Rytmelæren). Det samme gælder, hvis der er et såkaldt løst fortegn, f. eks. bare et enkelt sted, hvor den afledte tone af f skal spilles, når der ikke er et fast fortegn for f.
Et enkelt vigtigt tegn mere: en dobbelt lodret streg til sidst i noderne betyder, at dette musikstykke er slut. De enkelt lodrette streger forklares i Rytmelæren.
Mundharmonika efter noder.
Vil du lære at spille mundharpe efter noder, så lær det lidt ad gangen, først med melodier uden fortegn, altså, uden afledte toner, så du lærer hvor stamtonerne er i første omgang. Spiller du på en diatonisk mundharpe, så lær det på C-harpen. spiller du på en kromatisk, så får du ikke brug for i starten at "trykke knappen ind."Men stamtonernes navne og rækkefølge og de afledte toner bør i hvert fald være det, som du først og fremmest lærer her. De kan snart blive gavnlige.
Et godt link til nodelæren: Musikipedia - Nodelære
