Nogle eksempler på klassisk musik på mundharpe

Jeg skrev et indlæg om klassisk mundharpe, her er nogle prøver på det.
Phillip Achille ved en Last of the Proms i Royal Albert Hall
Buddy Greene giver nogle prøver i Carnegie Hall, New York, på bl. a. Bach
Mozarts berømte tyrkiske march for mundharpe og klaver.
Larry Adler spiller Gershwins Rhapsody in Blue.

Klassisk musik på mundharpe

En del føler sig tiltrukket af at spille klassisk musik på mundharpe. Forståeligt nok, det er jo en meget givende genre både at spille og lytte til.

Mangel på klassisk mundharperepertoire

Der er så bare ikke ret meget musik oprindeligt skrevet for mundharpe, det meste er kompositioner for andre instrumenter, omarrangeret for mundharpe. Det sætter så også mundharpisten i den samme situation som guitaristen, mandolinspilleren, harmonikaspilleren etc., det meste repertoire er lånt fra andre instrumenters repertoire. Enkelte nyere komponister har komponeret noget for mundharpe, men problemet er, at det ikke er disse komponisters bedste værker. De har været gode komponister i øvrigt, men hvad de skrev for mundharpe var bestillingsarbejde fra mundharpespillere, og de gjorde det halvhjertet med venstre hånd.

Holdningsændring omkring mundharpen

Nu tror jeg dog, at der er ved at ske en ændring i holdningen. Tidligere foragtede instrumenter kommer til ære og værdighed, og mange har indset, at mundharpen har en melankolsk stemning, der passer til visse kompositioner. I grænseområdet til klassisk, filmmusikken, har man hørt italieneren Ennio Morricone udnytte mundharpen sublimt til det skæbnessvangre hævntema i Sergio Leones westernklassiker Once Upon a Time in the West. Så der kan ske at komme lidt gry i komposition for mundharpe.

Gå bare i gang med mundharmonikaen

Så er der jo også kommet god musik ud af at omarrangere for andre instrumenter. Så gå da endelig på jagt efter hvad der findes. Start med de lette ting som f. eks. Beethovens Niende, korsatsmelodien og tidlige Mozart-ting.
Der er nok ingen tvivl om, at dette kræver en kromatisk mundharpe, da klassiske kompositioner meget ofte har løse fortegn og ofte opløser de faste, det er hvad man kalder skalafremmede toner, se Tonesystemet.
Visse klassiske kompositioner egner sig nok også bedst til to mundharper, evt. mundharpebands eller måske i sammenspil med andre instrumenter.
Gå på opdagelse ved at skrive "klassisk musik mundharpe" i Google.
Se nogle videoeksempler på klassisk mundharpe

Mundharmonikabands

Fra tid til anden dannes der mundharpebands. De dannes ofte af mundharpespillere, der har fundet sammen om deres fælles interesse.
Den almindeligste sammensætning er trioen, hvor melodien bæres af en helt almindelig mundharpe - det kan være en diatonisk eller kromatisk, det sidste er almindeligst. Resten af trioen er to specielle mundharper - akkordmundharpen og basharpen.

At starte et mundharpeband

Hvis du vil starte en mundharpetrio med et par andre mundharpevenner, så vil det være en indgang til den fornøjelse, som sammenspil med andre musikere altid er, men om du skal være akkordspilleren eller basspilleren, så vær beredt på, at den billige fornøjelse, som mundharpe ellers er, vil blive noget dyr. De to typer mundharper er nemlig dyrere end de ordinære. Selv den kromatiske, der overstiger de diatoniske i pris, er billigere.

De to specielle mundharper

De to mundharmonikatyper præsenteres i særskilte indlæg, men her skal kort siges, at akkordmundharpen er en mundharpe, hvor der kan spilles en hel akkord, en harmoni. Den har den plads i mundharpetrioen, der i andre bands for det meste tilkommer guitar og/eller piano, men også af og til banjo, ukulele, el-orgel mv.
Basharmonikaen er en større mundharpe med dybe toner, der som navnet siger ligger i baslejet, og den spiller bassen ved sammenspil. Med andre ord: den har den plads i mundharpebandet, som i andre bands tilkommer en kontrabas, el-bas, tuba mv.
Har du råd og lyst til det, så gør det. Jeg ville bare forberede dig, så du ikke besvimede ved at se priserne på disse særlige mundharper.

Repertoiret for et mundharpeband

Repertoiret for sådan et specielt band kan være meget varieret. Det er almindeligt med populærmelodier og folkesange, men der findes også klassisk musik omarrangeret for denne besætning. Her kan det ske, at man udvider det til en kvartet med en ekstra melodi-mundharpe, fordi dette repertoire ofte kræver tostemmighed.
Nogle harmonikabands har også lagt sig op ad jazzen, hvor den melodibærende mundharpe derfor også skal improvisere. Det kan være en givende musik at spille, ligesom den klassiske, men så skal du lære improvisation. Nu findes der også godt materiale om det efterhånden.
Som ved al anden sammenspil er reglerne her: hold takten og lyt til hinanden, overdøv ikke hinanden. Husk især, at melodien skal kunne genkendes.
Harmonikabands havde en gylden periode i den tidlige efterkrigstid. Nogle af de populæreste hed Harmonica Rascals og  Harmonicats. De sidste kan du høre på videoklippet hernede med en ragtmemelodi:

Den kromatiske mundharmonika

Den kromatiske mundharpe er en mundharpe, hvor man er i stand til at spille alle tonearterne på den ene mundharpe, med andre ord: den indeholder alle tonesystemets tolv toner. For at den ikke skal blive for stor, så har man en tap ude i højre side, som hæver tonerne en halv tone op. De findes i mange former, men her vil jeg behandle den typiske.

Typer og stemning

De kan fås med 12 eller 16 huller - Hohners Chrometta 12 er et eksempel på det første. Begge tal kan divideres med 4 og for hver fire huller er der også en oktav, se Tonesystemet. De fleste kromatiske mundharper er stemt i C, dvs., at når man spiller alle tonerne uden at trykke tappen ind, så har man alle stamtonerne, alle de toner, der svarer til de hvide tangenter på klaveret. De kan så også fås stemt i andre tonearter, f. eks. G, men den letteste er nok C-harpen, i hvert fald når man er begynder. At stemme den i andre tonearter kan have noget at gøre med, når man f. eks. skal spille harmonier på den. Uanset antallet af huller, så stemmer de to instrumenter på samme måde, den med 16 huller har en ekstra dyb oktav..

Prisen på kromatiske mundharper

Som sagt: den kan spille i alle tonearter, derfor behøver man i princippet kun en. Det opvejer det faktum, at den ikke er så billig som de andre, for når man har købt diatoniske mundharper i alle tonearter, så bliver det rundt regnet det samme som den ene kromatiske. Desuden kan den så spille de såkaldt skalafremmede toner, som man i nodeskrift gengiver med løse fortegn og opløsningstegn, der for en tid opløser de faste fortegn.

Dens anvendelse

Derfor er denne mundharpe også den foretrukne som jazz-mundharpe eller når der skal spilles klassisk musik for mundharpe. Men også bluesfolk har anvendt den med mellemrum, Chicago bluesmanden Little Walter benyttede den ofte både da han var i Muddy Waters' band og når han spillede i eget navn.
Den er også meget anvendt af Stevie Wonder, der må siges at være fabelagtig på den.
Dens lyd er karakteristisk ved at være mere orgelagtig, hvor dens diatoniske slægtninge mere kunne lyde som en lille harmonika.
De fleste musikforretninger, der handler med mundharper, fører den.
Her hører vi den belgiske jazzmusiker Toots Thieleman spille på den: