Skalalæren

På denne side vil jeg gennemgå skalalæren. Den er nødvendig, hvis du vil spille improviserede soloer i de rytmiske genrer.
Skalaerne gengives oftest på noder, men jeg har valgt at gengive dem med tonernes bogstavnavne af hensyn til dem, der ikke er så rutinerede i noder endnu eller endnu ikke har lært dem.
Læs afsnittene et ad gangen på denne side og gør en indsats for at få dem ind på lystavlen et ad gangen.
Navnene på enkelttoner skrives med små bogstaver, så de ikke forveksles med akkordnavne - nævnes der nogle akkordnavne, står de med stort.
Vigtige udtryk er understregede første gang de nævnes.

Lidt repetition fra en anden side.

Der findes en anden side her, der hedder Tonesystemet og nodeskriften. Jeg vil anbefale, at du læser den først.
Har du læst den allerede, så vil jeg lige repetere, at vort tonesystem består af stamtoner, der svarer til de hvide tangenter på klaveret, og afledte toner, der svarer til de sorte tangenter på klaveret.
Jeg vil også repetere, at stamtonernes navne er
c d e f g a h
og mellem hver af dem, undtagen mellem e-f og h-c er der en afledt tone. Deres navne dannes ved at sætte et -is bag stamtonens navn, der ligger under den, og -es bagved den stamtones navn, der ligger over den.
Der er lige den afledte tone under h, den hedder b. Det er den skøre undtagelse.
Håber du har fået tag i det. Så kan vi tage fat på skalalæren.

Den kromatiske skala.

Mellem hver eneste tone i tonesystemet er der et halvt tonetrin  Heraf følger, at der er et helt tonetrin mellem hver stamtone undtagen mellem e-f og h-c. Mellem disse to par stamtoner er der kun et halvt trin.
Hvis vi skal angive hele rækken af toner i vort tonesystem, så ser det sådan ud (med de afledte toners to navne adskilt af /):
c cis/des d dis/es e f fis/ges g gis/as a ais/b
og så kan man køre videre.
Hvis du spiller den igennem, så har du den kromatiske skala, der består af samtlige toner og udelukkende halvtonetrin. Den har ikke nogen grundtone som de følgende skalaer har.
Vi kalder også bevægelser i en musikalsk komposition, der består af halvtonetrin for kromatiske.
En kromatisk mundharpe betegner en mundharpe, der har alle tonesystemets toner, og derfor kan spille i samtlige af de i næste afsnit forklarede tonearter.

De diatoniske skalaer.

Disse skalaer består af blandet hel- og halvtonetrin og har en grundtone, som de helt naturligt falder tilbage på.

Dur-skalaen.

Prøv nu at spille stamtonerne igennem fra c til c.
c d e f g a h c
Dette er en dur-skala, præcist , c-dur, der har c som grundtone. En melodi i c-dur bygger på det tonemateriale, som denne skala består af.
Husker du, hvad jeg sagde i forrige afsnit om halvtonetrin? Hvis vi nu skal gengive dur-skalaens forløb i angivelse af trinene der spilles - hvor 1 står for et helt trin - så ser det sådan ud:
1 1 ½ 1 1 1 ½
Det sidste trin, h op til c, er her skalaen sidste trin, der leder op til grundtonen igen. Skalaens tredje tone, e, leder op til f.

Men prøv nu at spille stamtonerne fra g til g, så får vi mønsteret:
1 1 ½ 1 1 ½ 1
På de første seks trin er det godt nok en dur-skala, men til sidst går det galt, for så kommer et halvt trin og det slutter med et helt trin.
Derfor hæver man i g-dur f'et en halv tone op, til den afledte tone fis. Derfor har g-dur også det faste fortegn Krydstegn: ♯ foran f, så der hele tiden skal spilles fis i stedet for f i noderne (håber du har læst siden om Tonesystemet).

Prøv så at spille stamtonerne fra d til d. Så får du mønsteret:
1 ½ 1 1 1 1 ½ 1
Her går det galt tidligt, allerede andet trin er halvt - det var godt nok hvis det skulle være d-mol (se næste afsnit), men her skulle vi spille en d-dur. Så må vi igen hæve f'et til fis for at det passer, og sidst i skalaen hæver vi c til cis. Så passer den
1 1 ½ 1 1 1 ½
Med dette mønster vil du kunne regne samtlige skalaer ud. Prøv med f-dur. Det ser sådan ud:
1 1 1 1 ½ 1 1 ½
Her er trinet fra a til h lige en halv tone for højt. Så vi sænker h til b, så bliver det en f-durskala. Så f har et fast fortegn, h erstattes helt og holdent af b hele vejen. Vi siger, at der er b for tonen og det vises med B-tegn: ♭.

Molskalaer.

Molskalaen er mere kompliceret i sin teori end dur, men den kan læres. Prøv nu at spille fra a til a.
a h c d e f g a

Den rene molskala

Denne skala er den såkaldt rene mol-skala, og dens trinmønster ser sådan ud;
1 ½ 1 1 ½ 1 1
Det er den rene molskala, ligesom c-dur uden afledte toner. De to skaler består altså af de samme toner, bare i anden rækkefølge, og de kaldes paralleltonearter. A ligger tre skalatrin under c, sådan vil du altid kunne finde paralleltonearten til en given skala. Paralleltonearten til g-dur er e-mol, og den har så i lighed med denne fis i stedet for f for at trinene skal passe.
Det er det lavere tredje trin på skalaen  - for a's vedkommende c - der giver den mørke farve til denne toneart og derfor må siges at være hovedforskellen.

Den harmoniske molskala

Som du kan se i trinmønsteret, så slutter skalaen med to hele trin. Nu har dur dannet idealet for den musik vi spiller, og derfor synes man at der skal være det halve trin sidst på skalaen, der leder op til grundtonen igen. Det gælder især når man lægger harmonier på melodien. Så forhøjer man det sidste tonetrin for at få denne ledetone, for a-mols vedkommende er det g, der forhøjes til gis. Det danner den harmoniske molskala. Dens trin kommer til at se sådan ud:
1 ½ 1 1 ½ 1½  ½
Det er også derfor, at akkorden, der spænder i a-mol er E7 og ikke Em, som det ville være med den rene molskala.

Den melodiske molskala

Så har vi fået lidt af et spring fra f til gis i molskalaen, som du kan se i mønstret  foroven er det halvandet trin. Det kan virke umelodisk, derfor forhøjer man til melodier f til fis, hvad der danner den melodiske molskala:
1 ½ 1 1 1 1  ½
Den slutter som en durskala. Når man spiller skalaen nedadgående, opløser man de hævede trin og spiller den som den rene mol.
Mange meget gamle sange og salmer er baseret på den rene mol, men sange fra ca. 1700 og fremefter baserer sig på den melodiske mol.
Det var så de diatoniske skalaer, og de diatoniske mundharper er dem, der kun har de toner, der hører til en bestemt skala og derfor kun kan spille i de tonearter. Det har været i dur, men de senere årtier er der også kommet mol-harper.

Pentatone skalaer

Vi har gennemgået de to vigtigste skalaer i den vestlige musik. På mundharpen bruger man desuden - om du vil improvisere soloer i genrer som blues, country og rock - de såkaldte pentatone skalaer + bluesskalaen, der i virkeligheden er den ene af de to pentatone skalaer med en ekstra tone. Penta betyder fem, og den omtales ofte som femtoneskalaerne, hvilket vil sige at de har fem toner, hvor de hidtil gennemgåede dur-mol skalaer har syv.

Dur-pentaton

De to femtoneskalaer er også dur og mol. Vi ser først på den dur-pentatone skala. I C-dur ser den sådan ud:
c d e g a (c)
Hvis vi skulle skrive op, hvordan den forløber på trin, så ser det sådan ud (bemærk de lidt højere trin):
1 1 1½ 1 1½
Det er trinmønstret for den dur-pentatoneskala. Den anvendes ofte til soloer i folk og country, den passer godt til tone i de genrer.

Den mol-pentatone skala bruges til mol-melodier. I a-mol ser den sådan ud:


a c d e g a
Trinmønstret ser sådan ud:
1½ 1 1 1½ 1
Den anvendes i de samme genrer som den dur-pentatone, når tonearten er i mol.

Bluesskalaen.

Den er som den mol-pentatone, men med en ekstra tone mellem 2. og 3. trin. I E-dur, som er en meget brugt bluestoneart, ser den sådan ud:
e g g# a h d e
Trinmønstret ser sådan ud:
1½ 1 ½ 1 1½ 1
Den anvendes som navnet siger i blues, her er det specielle, at man anvender en skala, der reelt er en slags molskala foran akkorder, der er i dur. Det er en af de ting, der er med til at give blues sin særlige tone. Skalaen anvendes også i rock.
De gængse diatoniske harper kan spille i disse femtoneskalaer, men bluesskalaen kræver en særlig teknik.

Det var de vigtigste skalaer - hvis du vil spille jazz ligesom Toots Thielemann, så er der flere. Hvis der er tilstrækkeligt mange gæster på bloggen, der er interesseret i det, så vil der komme et afsnit på denne side om disse skalaer.