Den diatoniske standardharpe.

Den oprindelige model, Marine Band

Der findes flere typer mundharmonikaer, som jeg vil præsentere i kommende indlæg især med henblik på, at du måske står og skal tage stilling til hvilken en du skal købe.

Den i dag omtalte type er diatonisk, det vil sige, at den kun har de toner, der hører til en enkelt skala og derfor i udgangspunktet kun kan spille i den toneart. Der er dog udviklet teknikker, der kan få den til at spille i mere end det.
Den har ti huller, og hvis du sidder med C-dur harpen, så har den C-durskalaens toner fordelt på de ti huller.
Som alle andre mundharper er der to toner per hul, en for blæs og en for indsugning af luft. Den kaldes ofte Marine Band typen, fordi den første meget brugte af slagsen var Marine Band fra musikselskabet Hohner, som du også ser på billedet. Den var designet af marchkomponisten John Philip Sousa, der opkaldte den efter sit orkester. Dens fordeling af tonerne er også i dag standard på denne type mundharmonika, så du kan roligt regne med, at har du sådan en, så passer det med tonefordelingen.

Dens anvendelse.

Denne mundharpe anvendes i blues, folk, country og rock, så hvis du vil dyrke de genrer, så skal du have en sådan.
Da det var et lille nemt instrument at have i lommen, var det ofte brugt af omstrejfere og tiggere. Ofte spillede man dansemelodier på den, hvis der ikke var en violinspiller til stede.
Det blev så også taget op af bluesfolk, en af de kendteste er Sonny Terry, der dannede par med guitaristen Brownie McGee og spillede sammen med adskillige folke- og bluessangere. Desuden kan man nævne Sonny Boy Williamson.
Da blues i efterkrigstiden blev elektrisk bandmusik i Chicago blev mundharpen snart et standardinstrument. I Muddy Waters' band var det Little Walter, der leverede lyden af den.
Også i countrymusikken har den haft sin plads. Det legendariske show Grand Ole Opry havde i 30'erne den farvede harpist DeFord Bailey, som spillede med alle de kendte. Siden er det nok især Charlie McCoy, som man forbinder med country-mundharpe.
Mundharpen gik ind i rockmusikken. John Lennon leverer nogle enkle, men effektive riffs på Beatles-hits som Love Me Do, I Should Have Known Better og Please, Please Me. Ellers var det især Stones-sangeren Mick Jagger, der stod stærkt på mundharpe i tresserne - og den anvendes meget ofte som ekstra stemningsskabende element i rocknumre også i dag.
Vi skal så heller ikke glemme folkesangerne og især Bob Dylan, der populariserede den med sit fræsende spil. Han brugte det trick at have den på et stativ, så han kunne blæse den samtidig med at han spillede guitar. Det er blevet brugt af adskillige siden ham.

Er det den mundharpe, du skal have?

I alle disse sammenhænge er det denne ti-hullede mundharpe med enkeltblade der anvendes, så er bare en af dem din boldgade, så er det din mundharpe. Da du formodentlig vil spille i mere end en toneart, skal du have mere end en. Start med C-harpen, da det meste undervisningsmateriale går ud fra den, og start med en billig, for du kan roligt regne med, at du i starten vil slide dem hurtigt ned.
Hvis du skal spille sammen med guitarister, så giv topprioritet til at købe D, A og E-harpen derefter. Hvis du skal spille sammen med pianister, så giv F og D høj prioritet ved køb.
Du vil snart komme til at spille enkle små melodier på den, men til så godt som alle de ovennævnte genrer bruger man teknikken med at "bøje" tonen ved hjælp af at trække tungen tilbage i munden. Den kræver noget øvelse, men da det er en vital del af de nævnte genrer, bør du tage udfordringen op.

Så vil jeg da også lige tilføje til sidst, at de i dag kan fås i mol-tonearter.

Nogle vigtige udtryk ved mundharmonika

Nu har jeg allerede lavet sider, der forklarer nogle væsentlige musikalske begreber. De kan ses på menuen foroven, og en del indlæg på denne blog vil komme til at henvise til dem, når der er udtryk, som ikke alle uden videre kender.
Men der er så specielle mundharpeudtryk, som det også er godt at kende.
Metaltunge, eller bare tunge, også kaldet metalblade. Det er de små tunger af metal, som sidder inde i mundharpen og vibrerer, når der blæses i den. De har forskellig størrelse, de små til høje toner - til højre på de fleste mundharper - de store til dybe toner.
Der tales så om dobbeltblade eller dobbelttunger. Det betegner, at nogle typer har to blade til en tunge. Det kan være samme tone med en oktavs mellemrum (se siden om tonesystemet), der så giver en ekstra fyldig tone, samme princip som på strengeinstrumenter med dobbeltstrenge f. eks. den tolvstrengede guitar eller mandolinen. Det kan også være den samme tone med en lille forskel, der så får tonen til at bæve, man kalder det tremolo, og harper med sådanne dobbeltblade kaldes også tremoloharper.
Blæsetone og sugetone: mundharmonikaer har to toner per hul, alt efter om man blæser eller ånder ind. Derfor taler man om hullernes blæsetoner og sugetoner - det er lige hvad det lyder til at være.
Dækslet er den metalplade, der er foroven og forneden på din mundharpe og som beskytter dens tunger.
Toneåbningen er den åbning på bagsiden, hvor lyden går ud. En fremragende indføring er Mundharpe for begyndere

Bob Dylan fylder 70

Sm tiden dog går. Jeg syntes det var i går, at jeg var en 13-årig knægt, der forsøgte at hakke mig igennem Blowin' in the Wind på mine første akkorder og fik den til at lyde temmelig morsomt, fordi min stemme var i overgang.

Hans tidlige karriere

Men tiden står jo ikke stille. Bob fylder rundt, denne gang 20 år mere end da jeg blev overrasket over at høre, at han fylde 50, men så ved eftertanke fandt ud af, at det passede meget godt. Født 1941, navngivet Robert Zimmerman i en jødisk familie, blev grebet af rocken og tog den amerikanske folklore til hjertet lige fra de gamle bluesfolk til nyere countrysange.
Som meget ung mand med kunstnernavnet Bob Dylan efter den irske poet Dylan Thomas, som han satte meget højt,kom han til New York midt i folkemusik-revivalet og sang sig ind i deres hjerter, og selv om hans debutplade kun indeholdt to sange af ham selv, så havde han skrevet mange af dem. Ikke bare spillede han guitar og sang, men han havde også mundharpen på et stativ, så han kunne fræse et par mundharpesoloer mellem versene.
Hans anden plade indeholdt kun en sang, han ikke selv stod bag, og derved dannede han skole. Flere og flere folkesangere begyndte nu at skrive selv og havde mod til at trumfe igennem at få lov at indspille egne sange. Han havde et usædvanligt sangskrivertalent, og hans katalog af sange er det ene pletskud efter det andet.

Overraskelserne.

Da han midt i tresserne begyndte at spille med rockband´, blev han pevet ud af folkemusikpuristerne, men hans sange fornyede i høj grad rocksangskrivningen væk fra de banale sange til sange, der handlede om noget. Han viste her en utrolig evne til ordekvilibrisme.
Han overraskede yderligere ved at gå country sidst i tresserne, hvor han samarbejdede med Johnny Cash. Også denne genre fornyede han ved den inspiration han gav de på det tidspunkt førende sangskrivere i den genre.
Han havde så en gospelperiode med den glimrende Slow Train Coming, men de tankeløse firsere var lidt af en kunstnerisk bølgedal for ham. Synd og skam, for når man hører sange, der ikke kom med på pladerne i denne periode, så er de langt bedre end dem, der kom med.

Den senere tid

Nu vel, han kom stærkt igen i 1996 med Time Out of Mind og har udgivet glimrende plader siden da, præget af hans fremskredne alder med en vis modenhed og tyngde.
Desværre må man også sige, at han har haft tendens til at radbrække sit gode sangkatalog med den evige turne, hvor han spiller med bands, der ikke altid hænger godt sammen.

Men han har lavet sange, som jeg nyder at høre og spille selv. Til lykke, Bob, må du få nogle gode år endnu med flere gode sange. Ja, jeg ønsker for dig som du synger i sangen her:

Vores barndoms mundharmonika

En stor del af os har som børn siddet med en mundharpe og spillet melodier efter gehør, som det hedder, når man spiller efter øret alene uden noder eller andre hjælpemidler. Det har bestemt været med til at udvikle musikaliteten hos mange børn og evnen til at finde en melodi, så det er bestemt ikke en ringe ting.
Vi skal bare huske, at det ofte var mundharper købt i en legetøjsbutik og derfor i virkeligheden mundharmonikaer, der svarer til legetøjsinstrumenter af andre slags. Det skal næppe være en sådan, som vi nu tager op som voksne. De har en meget kort levetid, og klangen er heller ikke specielt fin. Desuden er det ofte af en type, som slet ikke kan bruges til den genre, som vi vil dyrke på den.
Den mundharmonika, som du vil anvende i dag, bør du købe i en rigtig musikbutik. De tager de gode hjem, og du kan få lov at høre, hvordan de lyder ved hjælp af en lille blæsebælg, som kræet køres hen over. Her kan du få at høre, om klangen er god, og om alle toner virker på den.
Men har du et barn, der spiller på en mundharpe, som I købte i en legetøjsbutik, så glæd dig over, at barnet får udviklet sin musiksans og øret for musik.

Mundharpe eller mundharmonika

På dansk er der ingen enighed om, hvorvidt vi skal kalde det en mundharpe eller mundharmonika.

Mundharmonika er den mest logiske

Begge betegnelser bruges, men det er den sidste, der giver mest ved en Netsøgning. Nu er det vel også den, som er mest logisk, for tonen i mundharpen dannes på samme med som i en harmonika: det er små metaltunger, der vibrerer, når en luftstrøm blæser hen over dem. I harmonikaen dannes luftstrømmen ved hjælp af en blæsebælg, i mundharmonikaen ved hjælp af et menneskes åndedræt.
Harpe, det er jo noget med strenge, så.. men ok, jeg går da selv for det meste og kalder den mundharpe, når jeg omtaler den. Ingen af betegnelserne er forkerte på vores sprog, uanset hvilken der er mest logisk.

Mundharpe på andre sprog

På andre sprog kan der være faldgruber. I vort naboland mod øst kaldes en harmonika for dragspel (trækkespil), og så giver det jo mening at kalde det i henseende til det med virkemåden beslægtede instrument for munnspel. Men på engelsk er der nogle farlige ord: en harmonica er en mundharpe, hvad vi kalder harmonika hedder accordeon. I lighed med os kalder de også det lille lommeinstrument for harp eller mouth harp, og når de bare siger harp er det let at forveksle med strengeinstrumentet harpe. Så ved en søgning på Nettet bør du nok skrive mouth harp.
I Tyskland - hvor både mund- og trækharmonikaen er udviklet oprindeligt - kaldes det et Maulorgel. Dette med orgel passer også godt, da et såkaldt stueorgel - også kaldet harmonium - danner tonerne ved metaltunger, der svinger i vinden. Her dannes luftstrømmen af en blæsebælg, der i gamle dage blev drevet ved fodtramp på pedaler - derfor kaldte man den også i dansk slang for en salmecykel. I dag drives bælgen af af en motor i det moderne harmonium - hvis man da ikke er gået over til el-orgel eller keyboard. 

Jeg ved ikke af, at nogen på dansk har fundet på at kalde mundharpen for mundorgel - men ret mig bare, hvis jeg tager fejl. Det ville ikke være helt ulogisk at gøre det.

Hvorfor mundharmonika?

Enhver kan da spille mundharpe! Eller...?

Ja, så er den startet, min blog om mundharmonikaen. De fleste af os har prøvet at sidde med en, da vi var børn og fundet melodier på den, men ellers har den ofte været et foragtet instrument.
Det er ikke retfærdigt, for der er mange gode mundharpespillere, og den kan godt lyde af noget, hvis den bliver spillet ordentligt.

Bob Dylan og bluesmundharpe

Nogen af os blev tiltrukket af instrumentet, fordi vi spillede guitar, og nogen af vores forbilleder også kunne spille mundharpe. Især er Bob Dylan velkendt af mange med hans mundharpestativ, som sætter ham i stand til at spille guitar og mundharpe på en gang, og han er karakteristisk ved sine mundharpesoloer mellem versene. Denne teknik har været brugt før ham af bluesfolk som f. eks. Jesse Fuller. Især har det nok været interessen for bluesmusikken, der har fået mig til at dyrke mundharpen seriøst ved siden af mit guitarspil.

Jazz og rock-mundharpe

Så er der også andre genrer, hvor den bruges. Indenfor jazzen har svenskeren Toots Thieleman taget den til virtuose højder, og den er også blevet anvendt til country, og der er omarrangeret klassisk musik for mundharpen. På rockfronten har John Lennon leveret enkle, men effektive mundharperiffs især på de tidlige Beatles-sange, Stones-sangeren Mick Jagger er faktisk en glimrende mundharpespiller og adskillige andre rockgrupper har anvendt den som ekstra stemningsskaber.
Så lad os ikke foragte dette lille instrument.
Velkommen her i dag og fremover - hvad enten du spiller mundharmonika, tænker på at begynde eller bare er nysgerrig.